Bold Lege

Boldstafet:
Som alm. stafet, to hold kæmper mod hinanden.
Med en bold i panden (mellem panderne) og eller mellem benene på 2 deltagere fra holdet, skal de forcerer hen omkring et mærke og tilbage til holdet så de næste to også kan tage en tur. To hold kæmper mod hinanden.

Sommer-boldleg:
Her er en sjov leg som passer til årstiden:
Udendørs står i to personer (eller måske to hold med lige mange personer på hvert hold), med en vandslange på hvert hold, ca. 10 meters afstand, med front mod hinanden, i midten ligger en badebold eller lign.
Nu gælder det om at få spulet ved hjælp af vandstrålen, bolden over til det andet hold (eks. over en streg eller snor i har lagt i forvejen lidt foran hvert hold).
Det sjoveste er jo at få alle deltagerne så våde som muligt!

PS. Man kan sagtens koble to vandslanger til en vandhane, ved at købe en forgrener i byggemarkedet. ;-)

Næse-bold:
Deltagerne står på to rækker overfor hinanden, imellem ligger en fodbold, de 2 første
(1 fra hver hold) skal nu ud efter bolden, og få den med næsen tilbage til sit eget hold, inden den anden får taget bolden, bolden er først vundet når den er helt tilbage ved sit eget hold. Så en tur til med de næste to. Point for antal bolde som tages hjem til holdet.

Den sidste rammes:
Der deles i to lige store hold, det ene hold danner en kålorm/slange ved at stille sig på række og holde hinanden om maven. Det andet hold stiller sig i en rundkreds rundt om kålormen/ slangen (med lidt god plads). Holdet i rundkredsen har til opgave at ramme kålormen/ slangens sidste led (= en person) med bolden. Når det sker, rykker halepersonen op og bliver hoved.
Kålormen/ slangen må ikke vikle sig rundt om sig selv, så det sidste led er gemt inde i midten.
Hvor lang tid tager det for holdet i kredsen at ramme alle led? Når alle led er ramt, bytter holdene plads.
Brug en volley eller skumbold.

Bold kramme tagfat:
En komme hinanden ved leg.
I denne leg bliver man fanger, ved at den der fanger placerer en skumbold, eller lign. (rammer med bolden) på maven af dig. Lykkes dette, bytter man roller.
“Helle” opnås ved at to holder omkring hinanden (selvfølgelig dreng – pige) og giver hinanden en krammer (når man her gemmer maverne mod hinanden, kan man jo ikke rammes på maven).
Ved “Helle” skal fangeren løbe videre til en anden person. Omvendt må man kun give den samme person et kram i fem sekunder. (Alle skal jo have en chance, selv den grumme karl der er den).
Spillet kan udvides ved at man putter flere og flere bolde ind i spillet. Kravet til knus kan ligeledes udvides til tre, fire eller fem personer ad gangen.
Der skal bruges: Skumbolde, eller andre blødere bolde. Det vil være godt at have rigeligt med bolde ved hånden!

Finsk rundbold:
En variation af en klassiker.
Der skal helst være ti deltagere, eller mange flere.
Disse deles op i to hold. Det ene hold er inde og det andet er ude, som i almindeligt rundbold.
Når en spiller har skudt bolden ud på banen, løber han rundt om de fire baser. Når hun kommer ind, hopper hun over medspillerne som i mellemtiden har lagt sig ned på en række. Holdet får et point for hver base en spiller runder og for hver medspiller hun hopper over, inden udeholdet har fået bolden tilbage til opgiveren.
Udeholdet skal fange bolden og få den hurtigst muligt ind til opgiveren, men inden den må kastes ind til opgiveren, skal bolden trilles gennem en tunnel, som udeholdet har dannet ved at stille sig op på en række med spredte ben. Den sidste i rækken tager bolden og får den ind til opkasteren.
Holdene kan skifte plads efter en tid, eller antal “døde”, som i almindeligt rundbold.
Du skal bruge: 1 boldtræ + 1 tennisbold + noget til at markere en alm. Rundboldbane med

Lykkehjul:
.Alle deltagerne minus én, står i en cirkel med ryggen mod cirklens midte.
Spred benene sådan, at jeres fødder støder mod jeres sidemands fødder.
Bøj jer forover og lad armene hænge mellem benene.
Den deltager, der er uden for, går ind i cirklen og bliver skydeskive.
Nu gælder det om for dem i cirklen at kaste bolden, mellem benene og ramme midterpersonen / skydeskiven.
Når bolden kommer uden for cirklen, eks. fordi du ramte forbi skydeskiven og bolden trillede gennem benene på en anden og ud af cirklen, får skydeskiven ét point.
Nu er det op til jer selv at aftale, hvor mange point midterpersonen skal have før denne bytter med den som kastede den sidste bold.

Handicap-dødbold:
Foregår i princippet som alm. dødbold (den som er den, har en bold og tæller, for derefter at kaste mod en anden).
MEN når man rammes af bolden dør man ikke. I stedet mister man en legemsdel, hvorved man bliver handicappet. Første gang man rammes, mister man brugen af højre arm, anden gang venstre arm, tredje gang højre ben, fjerde gang venstre ben. Man ligger herefter som multihandicappet på jorden. Det interessante er nu, om man bliver ramt en femte gang. Sker det, bliver man mirakuløst helbredt, og har sin fulde førlighed igen (kan evt. sikres ved at lederen “helbreder” ind imellem).

Heidi Skrevet af:

Brug gerne fra min side, men husk at spørge om lov til at låne billeder, og vær sød at linke til ByWegener.dk